Ser du styrker og muligheder hos dig selv og andre – eller er det find 5 fejl?

Fra forskning indenfor positiv psykologi ved vi, at et styrkebaseret fokus har en markant positiv effekt på præstation. Men kun 25% ud af 1000 adspurgte kender og kan gøre rede for deres egne styrker. Det er dokumenteret, at ledelse med udgangspunkt i styrker har en positiv effekt på perfomance på 36 % – og et tilsvarende fokus på at rette svagheder har en negativ effekt på 27 %…

Så måske er det ved at være på tide at smide den røde rettepen i dit liv væk og i stedet fokusere på dine styrkesider og det, du faktisk gør godt – hver eneste dag! Og sæt så kikkerten for samme øje, når du er på din arbejdsplads eller sammen med din familie…du vil kunne mærke al den energi og motivation, der vokser frem af dét fokus!

Husk – vi bestemmer selv vores fokus – men ligesom det kan være svært at lægge armene over kors på den modsatte måde (prøv det bare…), så kræver det bevidsthed omkring det – og mange gange træning før det er en reel ny adfærd. Find en måde at minde dig selv om det i din hverdag – lad små møtrikker skifte lomme, når du agerer på eller ser styrker. Sæt en Post-it i din kalender som en visuel påmindelse. Ros dig selv og andre når du ser, hvad der gøres godt.

I aften når hovedet rammer puden – eller i en anden stille stund –  så stil skarpt på dine egne styrker. Prøv at fuldende sætningerne her

Jeg er bare skide god til at…

Jeg præsterer bedst, når…

Mit stærkeste side i mit job er…

Det giver mig allermest energi, når jeg…

Jeg er mest effektiv, når jeg….

Jeg får de bedste resultater, når …

Dér, hvor du er mest engageret og i flow – dér, hvor du præsterer bedst og føler dig totalt på toppen – det er de situationer, hvor du har bragt dine styrker i spil. Find mønstret – og bring det endnu mere i spil for at præstere bedre og mere. Prøv også at skifte “jeg” ud med dit barns navn – det giver rigtig god mening!

“Hvis du tror, du kan, har du ret! Hvis du tror, du ikke kan, har du også ret!”

// Anne Mette Hede Jensen